Novo Nordisk fortsætter med at imponere aktiemarkedet. Torsdag formiddag steg aktien med næsten seks procent, efter at medicinal-selskabet præsenterede et rekordoverskud på 13 milliarder i årets første seks måneder.
Dermed steg prisen på en Novo Nordisk-aktie fra 915 kroner ved lukketid onsdag til næsten 980 kroner torsdag. Aktien er dermed ikke langt fra en psykologisk lidt sjov barriere ved de 1000 kroner.
Den store stigning torsdag er ganske flot i lyset af, at Novo Nordisk i forvejen er en højt værdsat virksomhed.
For aktiekøbere, der har stolet på medicinalvirksomhedens præstationer, har der været gode tider det seneste halve år.
I efteråret, da humøret på aktiemarkedet var på nulpunktet i forlængelse af euro-krisen og finanskrisen, kunne man købe en Novo-aktie for 512 kroner, da den var billigst midt i oktober.
Siden da er aktien støt og sikkert kravlet op ad en lang bakke, hvor man torsdag har nået det foreløbige toppunkt.
/ritzau/