Genopbygningen af det franske nationalklenodie Notre Dame bliver tæt på ubetalelig og uoverskuelig.
Vurderingen kommer fra tømrer Marc Volqvartzen (36 år), som tidligere har restaureret historiske bygninger efter voldsomme ildebrande i Danmark, skriver Fagbladet 3F.
Tilbage i 2012 arbejdede han med at restaurere det mere end 250 år gamle Dehns Palæ i København, som en ildebrand nogle år forinden havde raseret til ukendelighed.
Marc Volqvartzen fortæller, at genopbygningsarbejdet stiller store krav til tålmodighed og præcision.
- Der er så meget arbejde med at få tømret til at passe sammen, at du tror, det er løgn, siger han.
- Når du står med to skæve stykker egetræstømmer og skal få det til at ligne, at de nærmest er vokset sammen, så kræver det virkelig meget af håndværket.
Ud med tidsplanen
Og selvom arbejdet med Dehns Palæ dengang og det kommende arbejde på Notre Dame kommer på en trist baggrund, så er de faglige udfordringer ved jobbet store.
- Grundprincipperne er i virkeligheden de samme, som når en tømrer i dag bygger et typehus. Men det er nogle andre løsninger, når du ikke må bruge et metalbeslag eller sætte en fransk skrue, siger han.
Hvis alt arbejdet med at genopbygge den mere end 850 år gamle kirke i hjertet af Paris, skal foregå efter gamle forskrifter, tror Marc Volqvartzen, at regningen vil nå astronomiske højder.
Fagbladet 3F