Cykel-VM i Bergen blev en økonomisk lussing af de helt store.
De røde tal er større end frygtet og lander på mellem 55 og 60 millioner norske kroner (mellem cirka 41 og 45 millioner danske kroner) for arrangementet, der blev afholdt fra 16. til 24. september.
Beløbet blev ifølge Bergens Tidende præsenteret for VM-arrangørerne via en advokat torsdag, og arrangørerne vil forsøge at få flere kreditorer til at frafalde deres tilgodehavender.
- Det har været en krævende situation, og vi vil bede de offentlige kreditorer og Den Internationale Cykelunion (UCI) om frivilligt at frafalde kravene, siger Mona Hellesnes, der er leder af arrangørgruppen, til Bergens Tidende.
Håbet er, at der så vil være flere penge til private kreditorer.
- Vi vil gå i dialog med disse kreditorer nu. Når vi ved, hvordan det går, får vi at se, hvor mange penge, der er tilbage til at fordele mellem de private kreditorer, siger Hellesnes.
I øjeblikket har offentlige kreditorer et krav på 28 millioner norske kroner liggende, mens beløbet for de private kreditorer løber op i 35 millioner norske kroner.
UCI har stadig 13,5 millioner norske kroner til gode, og i alt ligger der ubetalte regninger for 76,6 millioner norske kroner.
I øjeblikket har VM-arrangørerne omkring syv millioner norske kroner på kontoen, og der forventes at blive hentet yderligere 11 millioner norske kroner i ændrede billetindtægter samt momskompensation.
Allerede under VM kom det frem, at arrangørerne ville stå tilbage med flere udgifter end indtægter.
Norges Cykleforbund oprettede derfor en økonomisk indsamling.
/ritzau/