En syv år gammel tampon.
Det syn mødte en gruppe norske læger, da de undersøgte en kvindelig patient, som de tidligere havde opereret i næsen.
Det kostede en erstatning på 550.000 kroner, fordi det norske Patientklagenævn efterfølgende fastslog, at lægerne ganske enkelt havde glemt at tage tamponen ud efter operationen.
I alt 21 norske patienter har de seneste tre år fået udbetalt en erstatning, fordi lægerne har glemt et eller andet i dem efter operationen.
Således kan en anden kvinde fortælle om sin operation for mavesår.
Operationssygeplejersken så allerede efter operationen, at noget ikke stemte. Efter optællingen af instrumenterne stod det klart, at et af instrumenterne manglede. Men på grund af størrelsen på instrumentet mente personalet, at det var usandsynligt, at det var glemt inde i maven, skriver det norske fagblad Sykepleien.
Det fremgår ikke, hvilket instrument det drejede sig om, kun at det altså havde en betydelig størrelse.
En måned senere blev kvinden indlagt igen på grund af store smerter, og så fandt lægerne det savnede instrument. Kvinden klagede og fik efterfølgende udbetalt en erstatning på 15.000 kroner.
Men selvom det kan lyde væmmeligt sådan at efterlade instrumenter i kroppen på patienterne, må man acceptere, at der sker fejl af og til.
- Et glemt instrument er naturligvis et for meget. På den anden side må vi acceptere, at mennesker begår fejl. At 22 patienter har fået medhold på tre år, synes jeg egentlig er et ret lavt tal, siger Bjørn Bergholtz til dinside.no.