Måske ender de alligevel i fængsel.
26 norske aktivister, der deltog i kampene ved Ungdomshuset men senere blev løsladt, kan ikke komme hjem til Norge, fordi ingen vil hjælpe dem. Færgeselskabet DFDS siger nemlig nej til at fragte dem til Oslo, skriver den norske avis VG.
Dermed risikerer de at tilbringe et par ekstra nætter i en dansk arrest.
»Vi arbejder hårdt på at finde en løsning. Hvis det ikke lykkes os, må vi stille dem for en dommer i morgen og bede om at få nogle flere dage til at finde en løsning,« siger vagthavende ved Københavns Politi, Jan Carlsen, til VG.
Politiet har kun mulighed for at tilbageholde udenlandske arresterede i 72 timer, og lige nu overvejer man at splitte nordmændene op i mindre grupper, fortæller Jan Carlsen.
Hos DFDS bekræfter operation manager Jens Høybye, at man ikke er interesseret i at tage aktivisterne med:
»Det er tale om 26 personer, som er anholdt for vold, så vi så ingen grund til at sige ja til at tage dem med,« siger han til VG.