Den norske sprinter Alexander Kristoffs (Katusha) chancer for at vinde en etape i årets Tour de France er svækket, efter at holdkammeraten Luca Paolini har afleveret en dopingprøve, der viser spor af kokain.
Den oprindelige plan var, at Luca Paolini som løjtnant for nordmanden skulle hjælpe Kristoff med at skaffe Katusha succes under Touren.
- Det er et slag for holdet, og han var en vigtig hjælperytter for mig.
- Uden ham bliver det vanskeligere for holdet, men det er klart, at man kan ikke have en, der tager kokain på holdet, siger Kristoff før starten på lørdagens 8. etape.
Nordmanden har aldrig set sin 38-årige italienske holdkammerat tage kokain, men han tror heller ikke på, at testen fejler noget.
- Det er ikke uden grund, at testen er positiv. Han må have fået det ind i sig på en måde, og det sker ikke bare ved at drikke et glas vand.
- Hvordan det er sket, ved jeg ikke, og det er ikke sikkert, at han har fået det under Touren, siger sprinteren.
Alexander Kristoff mener endnu, at det er for tidligt at fælde dom over Paolini.
- Kokain er præstationsfremmende, så hvis han har taget det under løbet, så har jeg ikke længere tillid til ham. Hvis han har gjort det for at dæmpe en smerte, så skal han straffes.
- Men hvis det er sket i privat regi, for eksempel til en fest, så trænger han til hjælp, siger Kristoff.
Nordmanden regner med, at Luca Paolini bliver fyret fra Katusha, hvis det viser sig, at b-prøven er positiv.
- Ja, så regner jeg med, at han bliver sparket ud. Så er det op til UCI (den internationale cykelunion, red.), at finde frem til, hvor lang tid han skal udelukkes.
- Han er ved at være oppe i årene, så det er måske på tide at stoppe, hvis straffen bliver lang, siger sprinteren.
/ritzau/