Den norske langrendsløber Petter Northug, som er et af Norges største sportsnavne, må nok regne med en fængselsdom for den spirituskørsel, han endelig indrømmede søndag aften.
Det vurderer flere norske jura-eksperter i norske medier mandag morgen.
Petter Northug havde en passager med, som blev skadet ved trafikuheldet i Trondheim, og han stak selv af fra stedet. De to omstændigheder vurderes af eksperter som skærpende for strafudmålingen.
- Uden at jeg kender alle omstændighederne, tror jeg, at man i dette tilfælde ligger et sted mellem 30 og 60 dages ubetinget fængsel, siger advokat Mette Yvonne Larsen til tv-stationen NRK.
Politiet havde fået besked om uheldet lidt efter klokken halv seks søndag morgen. Langrendsløberen, som havde et skuffende OL i Sotji, men tidligere har vundet OL-guld, var stukket af fra stedet.
Passageren havde brækket kravebenet og var påført andre mindre skader, mens Petter Northug i stedet blev opsporet af politihunde i en bolig i nærheden.
- Det alvorligste er ikke at køre beruset, eller at stikke af fra stedet, men at skade et andet menneske, hvis det er chaufføren, der er stukket af, og passageren, som er skadet, siger juraprofessor Alf Petter Høgberg til avisen VG.
/ritzau/