Norske Anne-Elisabeth Hagen, der har været savnet siden 2018, er nu formelt erklæret død.
Det skriver det norske medie NRK.
68-årige Anne-Elisabeth Hagen er gift med den norske milliardær Tom Hagen.
Politiet i Norge ved ikke med sikkerhed, at hun er død.
Grunden til, at hun alligevel er erklæret død, er, at hun optræder i den årlige statistik over uopklarede drab i Norge fra 2019, skriver NRK.
- Vi har ikke slået fast, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet dræbt, men vi har arbejdet med en hovedhypotese om drab siden før sommeren 2019.
- Som sagen står nu mener vi derfor, at det er naturligt, at hun bliver en del af statistikken over uopklarede drab, siger politiinspektør ved Øst-politidistrikt Tommy Brøske til NRK.
Den nationale statistik, der indeholder oversigten over uopklarede drab, går tilbage til 1991. Der er i alt 34 uopklarede drab på listen, og sagen med Anne-Elisabeth Hagen er det nyeste eksempel.
Den 68-årige kvinde forsvandt i 2018 fra sit hjem i Lørenskog, der ligger øst for Oslo. Hendes sidste livstegn var en telefonsamtale.
I oktober var det et år siden, at Hagen forsvandt. Det betyder, at norsk politi har ledt efter hende i 14 måneder uden held.
- Vi kender ikke til noget præcist tidspunkt endnu (for Hagens død, red.). Det er derfor naturligt at sætte dagen til den dag, hun blev meldt savnet, siger Tommy Brøske til NRK.
Ifølge familiens advokat er udviklingen ikke overraskende.
- Det er i tråd med, hvad politiet tidligere har sagt, fortæller advokat Svein Holden, som repræsenterer familien, til NRK.
Men selv om om Anne-Elisabeth Hagen formelt er erklæret død, betyder det ikke, at norsk politi har indstillet eftersøgningen.
Faktisk meddelte norsk politi i begyndelsen af januar, at det vil intensivere eftersøgningen på land og i vand. Det skyldes, at politiet har fået nye spor, som skal undersøges, skrev NRK 8. januar.
/ritzau/