De seneste ugers kraftige regnvejr har ikke kun ramt Danmark. I de seneste uger har regnen silet ned over hele Skandinavien i rekordstore mængder. Det kommer nu danske forbrugere til gode.
Det meget regnvand har nemlig fyldt de store, norske vandkraftværkers bassiner helt op, og det får energipriserne til at falde, selv i Danmark. Det skriver epn.dk.
Lige nu køber Dong Energy al den billige, norske energi, man kan opdrive. Selv om der er grænser for, hvor meget el, der kan overføres til Danmark, vil priserne herhjemme falde.
- Det har da bestemt betydning for de danske brugere, da det er sådan det frie marked fungerer. Men lige præcis hvor meget billigere, det bliver i kroner og ører er svært at sige, fortæller markedsdirektør i Dong Energys Erhvervsafdeling Allan Schefte til RB-Børsen.