Politiet i de største norske byer og i Oslos lufthavn vil indtil videre bære våben som reaktion på et angreb i Stockholm, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Derudover har politiet øget tilstedeværelsen i de største byer, ligesom politiet løbende vil vurdere, om der er behov for yderligere tiltag.
Også i Finland har man sendt flere betjente på gaden, rapporterer det svenske nyhedsbureau FNB.
En lastbil kørte fredag eftermiddag ind i en menneskemængde på Drottninggatan i den centrale del af Stockholm, hvorefter den fortsatte ind i indkøbscentret Åhléns.
Der er ifølge den svenske statsminister, Stefan Löfven, mindst to personer, som har mistet livet.
Statsministeren vil ikke udelukke, at der kan være tale om en terrorhandling.
Det er uvist, hvor mange tilskadekomne der er. Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, skriver, at der er tale om et "stort antal skadede" personer.
Den lastbil, som gerningsmanden kørte i, skal være blevet stjålet i løbet af fredagen.
Rigspolitiet i Danmark har endnu ikke taget stilling til, om hændelsen skal føre til øget bevogtning.
/ritzau/