Der er begået flere fejl, men den norske efterretningstjeneste mener ikke selv, at de kunne have forhindret Anders Breivik i at udføre sine forfærdelige handlinger 22. juli sidste år. Det fremgår af en evaluering, som tjenesten lige nu præsenterer i Oslo.
Chefen for norsk politis efterretningstjeneste Roger Berg lagde ud med at beklage PST's arbejde.
"Efterretningstjenestens hovedopgave er at forhindre terrorhandlinger. Dette arbejder vi på hver dag. 22. juli (massakren på Utøya, red.) lykkedes det os ikke. På vegne af PST vil jeg beklage, at vi ikke forhindrede terroraktionen, sagde Roger Berg i dag på pressemødet.
Han afviser, at der var spor, der kunne have ført dem til breivik tidligere.
"Hvis vi skulle have afsløret Breivik og dermed forhindret terroraktionen, så skulle vi få et konkret tip. Det fik vi ikke. Det betyder imidlertid ikke, at vores arbejde har været fejlfrit op til 22. juli," fortalte Roger Berg.
Der har været stillet spørgsmålstegn ved, om PST (sikkerhedstjenesten, red.) burde have opdaget Breivik før terrorangrebet, da han var særdeles aktiv på nettet.
Men den eneste oplysning, PST havde i sine systemer om Breivik, var en liste fra Toldvæsenet på 42 personer, som havde købt kemikalier fra det polske firma Keten. Materialet kan bruges til bombeproduktion og derfor undersøgte det norske toldvæsen, hvilke nordmænd der havde overført penge til det polske selskab.
En af dem var Breivik, som havde købt materialer for 121 kroner, og listen blev derfor sendt til PST, men de reagerede ikke, selvom det senere viste sig, at det polske firma Keten havde solgt 150 kilo bombeforstærkende aluminiumspulver til Breivik for 16.000 kroner.
For selvom Breiviks navn fremgik fra toldvæsenet, var det ikke klart, hvad han havde købt.
"Vores undersøgelser viser, at vi ikke havde andre oplysninger om Breivik end hans navn," siger Roger Berg.
Sikkerhedstjenesten erkender, at de har været for dårlige til at håndtere information, som falder udenfor de konkrete sager, de arbejder med, som f.eks. islamisk fundamentalisme.
"Dette handler både om ressourcer og interne vurderinger," lød det fra PST-chefen.