En moské i Oslo opfordrer muslimer, som ikke overholder fasten under ramadanen, om at betale en afgift på op til 1200 norske kroner - for hver dag, de spiser i dagtimerne.
Muslimer verden over indledte 6. juni ramadanen. Årets helligste måned for muslimer slutter i den første uge i juli, og frem til da, påbyder koranen, skal man blandt andet afholde sig fra at spise og drikke fra solopgang til solnedgang.
Reglen gælder dog ikke personer, der risikerer at få problemer med helbredet, hvis de går rundt med tom mave. Gravide, ammende, syge samt børn og ældre for eksempel.
Og det har moskeen i Norges hovedstad da også taget højde for. Disse grupper kan nøjes med at betale 20 kroner for hver manglende fastedag.
Men for andre er afgiften, kaffara på arabisk, altså 60 gange så høj.
Det er avisen Utrop, der ifølge nyhedsbureauet NTB fortæller om opfordringen fra moskeen - Iman Ali-centeret - om at betale kaffara.
- Udgangspunktet for kaffara er, at du skal give mad til dem, der sulter. Hvis du bryder fasten én dag, skal du give 750 gram hvedemel til de trængende. Har du ikke en gyldig grund, skal du give 60 gange så meget, forklarer Mehdi Tadayoun fra moskeen ifølge NTB.
Muslimske lærde har ifølge avisen fastsat prisen for 750 gram hvedemel til 20 kroner, skriver avisen.
Efterfølgende har Mehdi Tadayoun betegnet Utrops artikel som "misvisende", fremgår det af avisens hjemmeside. Ingen har betalt de beløb, der nævnes.
- Ja, det kan du måske godt sige, svarer han på et spørgsmål om, hvorvidt moskeens informationen i virkeligheden er uden større praktisk betydning.
- Vi er ikke grådige. Vi er ikke ude efter folks penge, siger han.
- Beløbet, som I nævner, altså 1200 kroner om dagen ganget med 30 dage, som bliver 36.000, er ikke reelt. Ingen har betalt det. Faktisk har ingen betalt kaffara i det hele taget, siger han.
I Danmark opfordres muslimer også til at betale kaffara.
Men tilsyneladende er afgiften en hel del lavere end i det norske tilfælde. Nødhjælpsorganisationen Danish Muslim Aid skriver således på sin hjemmeside, at man kan "frikøbe" sig fasten for et beløb på omkring 50 kroner om dagen eller samlet set cirka 1500 for hele ramadanen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.