Sagen om norske Anne-Elisabeth Hagens forsvinden har tirsdag - efter halvandet års efterforskning - taget en ny drejning.
På et pressemøde oplyser norsk politi, at man har anholdt hendes mand, forretningsmanden Tom Hagen.
Han er sigtet for drab eller medvirken til drab.
Anne-Elisabeth Hagen forsvandt i oktober 2018. I den forbindelse havde en ukendt gerningsmand efterladt en skriftlig besked i familiens hjem.
Den indeholdt et krav om løsepenge for den 69-årige kvinde. Men politiet vurderer, at det krav - og krav om overførsel af penge, der siden har været - har fungeret som røgslør for den egentlige forbrydelse.
- Politiet mener med andre ord, at sagen bærer præg af en tydelig planlagt vildledning.
- Undervejs, mens andre hypoteser er blevet svækket, er politiets mistanke mod Tom Hagen gradvist blevet styrket, siger efterforskningsleder Tommy Brøske på pressemødet.
Siden sommeren 2019 har politiet i Norge arbejdet ud fra en teori om, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet dræbt.
Hvad 70-årige Tom Hagens motiv skulle være, såfremt han har dræbt sin hustru, kan politiet ikke sige noget om.
– Vi kan ikke gå nærmere ind på, hvad motiverne kan være, lyder det.
Efterforskningen af sagen fortsætter med henblik på at finde frem til eventuelle medvirkende, fortæller anklager Åse Kjustad Eriksson.
- Vi kan ikke udelukke flere anholdelser, siger hun.
Foreløbig er Anne-Elisabeth Hagen ikke fundet. Så samtidig med, at efterforskningen af drab står på, søger politiet efter liget.
Familiens hjem i Lørenskog nær Oslo er blevet ransaget, og i den forbindelse har politiet beslaglagt flere effekter. Det oplyses ikke, hvad der er beslaglagt.
Tom Hagen blev anholdt tirsdag morgen, da han var på arbejde i sin bil.
Anklager Åse Kjustad Eriksson fortæller på pressemødet, at man vil begære forretningsmanden varetægtsfængslet i fire uger.
Han vil onsdag blive stillet for en dommer i et grundlovsforhør.
Anne-Elisabeth Hagen og Tom Hagen var et yderst velhavende par, og det vakte opsigt, da det i oktober 2018 kom frem, at hun var forsvundet.
Tom Hagen har opbygget en milliardformue blandt andet gennem ejendomshandler, men har på trods af sin økonomiske status levet et forholdsvist tilbagetrukket liv i Norge.
Parret blev gift i 1969.
/ritzau/