Ritzau
Opdateret kl. 09:30
Den norske milliardær Tom Hagen kærer sin fængsling. Det sker, efter at han er sigtet for drab eller medvirken til drab på sin kone, Anne-Elisabeth Hagen, oplyser hans advokat.
Det skriver avisen Dagbladet.
Den 70-årige Tom Hagen blev onsdag af byretten varetægtsfængslet i fire uger, heraf to uger i isolation.
Det er til den norske norske landsret, der kæres. Imens forbliver Hagen varetægtsfængslet.
Han blev anholdt tirsdag morgen ved en stor politiaktion, da han var ved at forlade sit hjem i Lørenskog i oplandet til Oslo.
Anne-Elisabeth Hagen forsvandt den 31. oktober 2018. Politiet gik længe ud fra, at bortførere stod bag hendes forsvinden, og at hensigten var pengeafpresning.
Men da ingen bortførere lod høre fra sig, måtte politiet sidste år konkludere, at hun med stor sandsynlighed var død.
Flere norske medier skriver, at politiet i flere måneder har haft fokus på hendes mand som den egentlige bagmand.
Tom Hagens advokat sagde onsdag, at fængslingen af hans klient sker på et løst grundlag.
/ritzau/