Fire hjælpearbejdere fra Norsk Flygtningehjælp er igen på fri fod i Kenya, efter de fredag blev bortført af bevæbnede mænd ved flygtningelejren Dadaab, der ligger nær grænsen til Somalia. Det skriver Reuters
De fire frigivne hjælpearbejdere kommer fra Norge, Canada, Pakistan og Filippinerne.
- Vores styrker har reddet fire hjælpearbejdere - som blev bortført i Kenya - i en natlig redningsoperation, siger den kenyanske militærchef Abdullahi Moalim.
- De har det godt, siger han.
Norsk Flygtningehjælp har over for det norske nyhedsbureau NTB afvist at kommentere sagen, men vil afholde et pressemøde om sagen.
Hjælpearbejdernes kenyanske chauffør blev såret af skud ved angrebet og døde kort efter af sine kvæstelser.
Den lokale politichef oplyste ved bortførelsen, at gerningsmændene skød mod hjælpearbejdernes konvoj, der bestod af to biler. Den ene bil kørte fra stedet, men den anden blev stoppet af de bevæbnede mænd.
Norsk Flygtningehjælps generalsekretær, Elisabeth Rasmusson, var ifølge Reuters med i en af de angrebne biler, men slap ifølge organisationen væk uskadt.
Kenyansk politi har arbejdet ud fra en teori om, at bortførerne har tilknytning til al-Shabaab militsen.
Al-Shabaab er en somalisk oprørsgruppe, der slog sig sammen med terrornetværket al-Qaeda tidligere i år og har erklæret krig mod Kenya, efter kenyanske soldater sidste år trængte ind i Somalia.
Kenya indsatte soldater ved grænsen kort efter, at to spanske kvinder, der arbejdede for Læger Uden Grænser, blev bortført i Dadaab-lejren i oktober sidste år. De to spanske kvinder er fortsat holdt til fange af bortførerne.
/ritzau/