Coders Trust

Norsk familie skyder millioner i dansk serie-iværksætters udlandseventyr

En norsk rigmandsfamilie investerer sammen med udenlandske investorer et millionbeløb i virksomheden CodersTrust, der tilbyder studielån til programmører på det hurtigt voksende online freelancer-marked.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Bag CodersTrust står serie-iværksætteren Ferdinand Kjærulff, der tidligere har været med i flere succesfulde start-ups - heriblandt Airhelp, der på få år har skabt en global virksomhed, som lever af forsinkede og aflyste fly.

Med CodersTrust er Ferdinand Kjærulff med stor fart i gang med at opkvalificere freelancere i Bangladesh, så de bedre kan tage freelance jobs på online platforme som Freelancer.com, Fiverr eller Upwork.

"Unge i udviklingslande har typisk været nødsaget til at drage mod byen for at blive uddannet og få et arbejde, men med CodersTrust kan unge i fx Bangladesh få adgang til en uddannelse og et arbejde som programmør uden nødvendigvis at skulle forlade deres hjemby", forklarer Ferdinand Kjærulff.

De nye investorer i selskabet tæller blandt andre mangemillionæren Carsten Hjelde, der slutter sig til en eksisterende kreds af investorer bestående af Morten Lund (Bullguard, Skype), Lone Fønss Schrøder (IKEA, SAXO BANK), Stig Abildsø (Exit til Atea), Godrej familien i Indien (en af de rigeste familier i Inden) og Kotaro Yamagishi - Japans førende Business angel.

CodersTrust har på få år opbygget en følgerskare på mange hundrede tusinde mennesker på de sociale medier, og flere end 3000 studerende har gennemført CodersTrust uddannelsen. Et seks-måneders uddannelsesprogram hos CodersTrust koster 300 USD pr. studerende, og det bliver finansieret af de online lån, som CodersTrust udbyder. Når en studerende optager lånet, oplever de i gennemsnit at have tjent det hjem efter blot 2 måneder som online freelancere. Herefter tjener de samme studerende op til 800 USD/måned efter et år.

CodersTrust har for nyligt indgået en joint-venture med nobelprisvinderen Muhammad Yunus og dennes Grameen Bank. En joint-venture der skal bidrage yderligere til den eksplosive vækst, som det danske låneeventyr har oplevet i de seneste år.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.