Bistandsadvokat Carl Bore vil efter fredagens dom i Breivik-sagen have en debat om muligheden for at indføre dødsstraf og livstidsdom i Norge. Han mener, at en sådan ordning skulle gælde i tilfælde af massakrer eller massedrab i fremtiden.
Klokken 18.22 fredag skrev Carl Bore på netstedet Twitter: "Sådan, nu da vi har fået klarlagt, at Breivik har evne til at tage et ansvar, kan vi gå videre til debatten om dødsstraf for den slags afskum", skriver avisen Aftenposten.
Bore siger til avisen, at han ikke mener, at Anders Behring Breivik skal have dødsstraf, men at han ønsker en debat om, hvorvidt dødsstraf og livstidsdom bør indføres i Norge.
- Handlingerne her er så grusomme, at jeg mener, at vi bør have en debat og livstids- og dødsstraf. Jeg har ikke selv taget noget standpunkt i spørgsmålet om dødsstraf i Norge, siger Bore.
Bistandsadvokaten trækker paralleller til den norske nazist og landsforræder Vidkun Quisling og måden, han blev dømt til døden og henrettet på efter Anden Verdenskrig.
- Jeg synes, at en karakteristik som landsforræder passer godt på Breivik. Mange mener, at det er det mest alvorlige angreb på vort samfund og vore institutioner siden anden verdenskrig, siger Bore og fortsætter:
- Quisling fik dødsstraf, uden at dette mig bekendt har været særligt omdiskuteret i Norge. Når der er ligheder mellem disse handlinger, så kan det være grundlag for en debat om dødsstraf i helt specielle sager. Debatten skal gælde fremtidige massakrer og massedrab.
/ritzau/NTB