Norges statsminister er klar til at genansætte Listhaug

Regeringens bagland er tilfreds med, at justitsministeren gået. Det gælder også i hendes Fremskrittsparti.
Erna Solberg siger på pressemøde, at hun gerne vil have Sylvi Listhaug tilbage som minister. Men i den borgerlige regerings bagland er der lettelse over, at man er sluppet af med politikeren fra Fremskrittspartiet.
Erna Solberg siger på pressemøde, at hun gerne vil have Sylvi Listhaug tilbage som minister. Men i den borgerlige regerings bagland er der lettelse over, at man er sluppet af med politikeren fra Fremskrittspartiet. Foto: Roald, Berit/Scanpix

Norges statsminister, Erna Solberg, er åben over for, at Fremskrittspartiets Sylvi Listhaug kan vende tilbage som minister i hendes regering.

Det siger hun, efter Listhaug tidligere tirsdag meddelte, at hun træder tilbage som justitsminister. Det sker, efter hun tidligere på måneden skrev et kontroversielt indlæg på Facebook om terrorisme.

Solberg, der er fra det konservative Høyre, roser på et pressemøde Listhaug for at have været en barsk dame.

- Sylvi Listhaug er en hårdtarbejdende politiker, som sætter præg på de sager, hun arbejder med, og dette er ikke nogen hindring for, at hun kommer tilbage som minister i denne regering, siger hun.

Det tredje parti i regeringen, Venstre, er godt tilfreds med, at Listhaug er gået.

- Venstre var det første parti, der gik ud og sagde, at Listhaugs optræden var uacceptabel, siger partiets leder, Trine Skei Grande.

Regeringens støtteparti, Kristelig Folkeparti, er glad for at det slap for at tage stilling til Listhaugs afgang ved en afstemning i Stortinget om mistillid. Den var planlagt til tirsdag.

Partiet har ikke tillid til Listhaug, men ønskede ikke, at regeringen skulle træde tilbage, siger formanden, Knut Arild Hareide.

Avisen VG skriver, at ikke alle i Fremskrittspartiet er utilfreds med, at Listhaug er væk. De afviser samtidig, at hun kan blive formand for Fremskrittspartiets gruppe i Stortinget.

- Mange mener ikke, at hun er en holdspiller. Hun er kun lidt til stede og gør ingenting for at skabe relationer til andre medlemmer, siger et medlem af stortingsgruppen, der ønsker at være anonym.

- Ingen oplever, at de har fået nogen hjælp af Sylvi, eller at hun prøver at bygge andre op. Hun er mest optaget af sig selv og sine egne interesser, siger vedkommende.

I det famøse Facebook-opslag, der er endt med hendes afgang, antyder Listhaug, at Arbeiderpartiet er slap over for terrorisme.

Arbeiderpartiet og socialdemokratisk ungdom var ofre for det største terrorangreb nogensinde på norsk jord.

Det var, da højreekstremisten Anders Behring Breivik i 2011 detonerede en bombe i Oslos regeringskvarter og dræbte otte.

Han fortsatte til Utøya, hvor han myrdede 69 overvejende unge.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.