"Efter lang tids refleksion efter kampen mod Ukraine er jeg kommet frem til, at jeg går af som landholdstræner," sagde Åge Hareide på et pressemøde mandag.
Norge tabte i november en venskabskamp mod Ukraine, men det er ikke det første nederlag i år. Det norske landshold har ikke kunnet nyde en eneste sejr i løbet af 2008.
Det betyder, at den tidligere Brøndbytræner må efterlade Norge på en sidsteplads i holdets kvalifikationsgruppe til VM i Sydafrika i 2010, skriver tv2.dk.
Kvalifikationen til Sydafrika ser derfor svær ud, og samtidig må Hareide, der overtog landstrænerposten i 2003, konstatere, at det heller ikke lykkedes ham at kvalificere Norge til de seneste EM- og VM-slutrunder.
"Resultaterne fra 2008 hænger ved mig. Det er nok bedre, at der kommer noget frisk blod ind, så vi får en god start på 2009 med en sejr over Makedonien," sagde den afgående træner.
Det vides endnu ikke, hvem der skal efterfølge Åge Hareide, og det norske fodboldforbund (NFF) holder kortene tæt til kroppen, skriver vg.no.