Norge er altid blandt favoritterne, når der spilles VM, EM og OL i kvindehåndbold.
VM i Tyskland er ingen undtagelse. Lørdag aften spillede Norge sin første kamp, og her vandt holdet i sikker stil 30-22 over Ungarn i gruppe B.
Kampen var reelt afgjort efter 18 minutter, hvor det stod 13-5 til Norge, og ved pausen var føringen 21-11.
Selv om Ungarn kom lidt bedre med efter pausen, var det ikke nok til at indhente nordmændenes monstrøse føring.
Foruden Norge og Ungarn er Tjekkiet, Polen, Sverige og Argentina placeret i gruppe B.
Polen besejrede tidligere på aftenen Sverige 33-30, mens Tjekkiet vandt over Argentina med 28-22.
I gruppe A løb Spanien med en sejr på 28-24 over Angola. Tidligere på aftenen lykkedes det Slovenien at slå Frankrig 24-23 i samme gruppe.
/ritzau/