I Norge er der ikke lutter tandsmil til overs for tandpastaen Colgate Total. De norske myndigheder vil have forbudt det bakteriedræbende stof triclosan, som tandpastaen indeholder. Det er nemlig under mistanke for at gøre mennesker resistente over for antibiotika og for at skade vandmiljøet, skriver Ritzau.
»Vores videnskabelige komité mener, at der er en sundhedsrisiko. I fjor producerede de en risikovurdering, hvor konklusionen var, at stoffet ikke bør bruges i kosmetiske produkter som tandpasta. Det drejer sig om en risiko for resistens i sygdomsfremkaldende bakterier,« siger seniorrådgiver i Mattilsynet, Hans Jørgen Talberg, til Ritzau.
Norge vil have Danmark til at støtte sagen i EU. De danske myndigheder har tidligere haft
triclosan under luppen, men Miljøstyrelsen vil ikke lave et forbud.
»Vi har sagt, at der er nogle unødvendige anvendelser af triclosan, og der er også nogle spørgsmål om resistensproblemer, så man bliver immun overfor andre antibiotika. Det betyder, at vi sammen med Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen har meldt ud, at vi ikke mener, at det er nødvendigt i f.eks. tandpasta,« siger kontorchef Lea Frimann Hansen til Ritzau.
Colgate selv afviser, at triclosan skulle give problemer med helbredet og lægger vægt på, at stoffet mindsker belægning af bakterier og problemer med tandkødet.