Regeringspartierne og oppositionen i Norge står samlet om en mulig boykot af OL. Det siger partiet Højres kulturpolitiske talsmand Olemic Thommessen ifølge den norske tv-kanal NRK.
- Myndighedernes fraværd til åbningsceremonien er et meget sandsynligt scenarium, hvis ikke Kina viser andre takter, siger Thommessen.
Myndighederne i Kina lovede før tildelingen af årets sommer-OL at forbedre menneskerettighederne. Men ifølge menneskerettighedsorganisation sker der flere brud på menneskerettighederne nu, end før.
Venstre i Norge støtter også en eventuel boykot, eftersom situationen er uændret.
Flere andre lande truer ligeledes med at boykotte åbningsceremonien, og de lande får støtte af EU.
Herhjemme siger Enhedslistens idrætspolitiske ordfører Per Clausen:
- Amnesty Internationals påvisning af, at undertrykkelsen i Kina op til OL er stigende, må mødes med massive protester. Enhedslisten fastholder, at det vil være mest rigtigt, hvis det officielle Danmark ikke deltager i OL. Hvis det offentlige Danmark deltager, må ministre, folketingsmedlemmer og kronprinsen benytte lejligheden til konkret og offentligt at kritisere de kinesiske magthavere. De må også kræve at møde repræsentanter for de grupper, der op til OL er blevet udsat for overgreb og forfølgelse i Kina, siger Per Clausen.
I og omkring Beijing har kinesiske myndigheder ifølge Amnesty tilbageholdt adskillige fredelige menneskerettighedsaktivister og truet andre til tavshed. Amnesty mener, at den hårde kurs er en del af myndighedernes oprydning i månederne op til de olympiske lege, der afholdes i Beijing i august 2008.
I Amnesty-rapporten opridses flere eksempler på aktivister, der er blevet tilbageholdt udelukkende for på fredelig vis at have givet udtryk for deres holdninger:
Yang Chunlin blev den 25. marts 2008 idømt fem års fængsel for undergravende virksomhed efter at han havde stået i spidsen for en kampagne med parolen: »Vi vil ikke have OL, men menneskerettigheder«. Han blev efter sigende torteret af politiet, men har ikke rejst disse anklager for en domstol.
Aktivisten Hu Jia fra Beijing blev den 18. marts 2008 stillet for retten for undergravende virksomhed i forbindelse med sit menneskerettighedsarbejde. Hu Jia har allerede tilbragt mange måneder i husarrest. Hans kone, Zeng Jinyan, sidder fortsat i husarrest sammen med parrets nyfødte barn.