Det norske samfund genåbnes lørdag klokken 16 efter lang tids restriktioner under pandemien.
Det meddeler regeringen i Oslo.
- Jeg tror ikke, at alt bliver akkurat som før. Jeg tror, at det, som vi har været igennem, vil præge os resten af livet, på godt og ondt, siger statsminister Erna Solberg på et pressemøde.
Reglen om at holde en meters afstand til andre personer ophæves, det samme gør restriktioner ved arrangementer og fester.
Rejsende fra lande i kategorien orange skal ikke længere have pligt til at gå i karantæne.
Restauranter skal ikke længere lægge et loft over, hvor mange de kan betjene.
Solberg peger på, at smittetallet falder, at antallet af indlæggelser på hospitalerne flader ud, og at regeringen regner med, at en stor del af befolkningen om få uger er færdigvaccineret.
Den norske sundhedsstyrelse vurderer, at der kun er ringe risiko for, at epidemien kommer ud af kontrol.
- Det er baggrunden for, at regeringen efter en grundig vurdering er nået frem til, at vi lørdag klokken 16 går over til en normal hverdag, siger statsministeren.
/ritzau/NTB
/ritzau/NTB