Skandinavisk Tobakskompagni skodder til sommer sin produktion af Prince-cigaretter i sit norske datterselskab Tiedemanns og flytter produktionen til Danmark.
Tiedemanns har de seneste år produceret færre og færre cigaretter, fordi nordmændene i stigende grad er begyndt at søge til Sverige for at købe billig røg. Det skyldes blandt andet de høje norske afgifter på cigaretter.
En pakke Prince i Norge koster omkring 65 kroner, mens den herhjemme kan fås for 32 kroner.
Skandinavisk Tobakskompagni oplyser, at man også flytter produktionen, fordi Tiedemanns på grund af den ringe norske efterspørgel ikke producerede så mange cigaretter, som det har kapacitet til.
- For vi kan nemlig ikke importere de norskproducerede cigaretter til andre EU-lande uden at betale en tårnhøj toldafgift, forklarer kommunikationschef i selskabet Birgitte Henrichsen.
Med indgrebet i Norge skæres 130 stillinger væk fra Tiedemanns i alt 260 arbejdspladser, og den nyhed fik omgående medarbejderne på fabrikken til at strejke.
Skandinavisk Tobakskompagni producerer 30 milliarder cigaretter årligt, heraf lidt under halvdelen i Danmark.