Det kan godt være, Danmark i sin tid måtte give afkald på Norge.
Men nu kan Danmark indirekte være på vej mod at indtage Norge. Akut mangel på norsk donorsæd kan åbne op for import af sæd fra Danmark, men da den danske sæd på mange måder er sundere end den norske, frygter norske eksperter, at barnløse par vil sige nej til sæden fra de indfødte nordmænd.
Årsagen til at mange nordmænd formentlig vil foretrække dansk sæd, er, at den danske sæd - modsat den norske - bliver testen for kromosomfejl og arvelige sygdomme. Men den form for sortering er ikke velset i Norge, hvor den officielle politik er, at donorsæd skal afspejle samfundet og altså ikke være hverken værre eller bedre end den sæd, den gennemsnitlige nordmand kan levere.
- Vi kan ikke gøre, som hvis der var tale om dyreavl. Hvis vi importerer dansk sæd, bevæger vi os væk fra det normale. Der vil blive en øget teknologisering af forplantningen, siger Torleiv Ole Rognum fra Bioteknologinemda, der er en slags pendant til Etisk Råd i Danmark, til NRK.
Nej til sorterings-samfund
Også formanden for det norske foreningen for forældre til børn med Downs Syndrom, Lars Erik Brustad, frygter den danske supersæd.
- Hvis der er mangel på sæd i Norge, kan jeg ikke se noget galt i at importere fra en andet land. Men ikke fra Danmark, hvor sæden bliver gentestet. Den form for testning bunder i at man ikke ønsker børn, der er anderledes, og det er jeg principielt i mod, siger Lars Erik Brustad.
Manglen på norsk sæd skyldes, at det i Norge ikke længere er muligt at være anonym som sæddoner. Forslaget om import af dansk sæd er i øjeblikket til vurdering i det norske Sosial og Helsedirektoratet.