Det kan blive en dyr fornøjelse for skatteborgerne, hvis en række statslige styrelser - som statsminister Lars Løkke Rasmusen (V) har bebudet - skal flyttes fra København og ud i landet. I hvert fald, hvis politikerne ikke tænker sig rigtig grundigt om, skriver DR Nyheder.
- Man må forvente, at det koster penge, og at det tager flere år, før virksomheden er tilbage på det niveau, den havde før flytningen, siger Lise Haaland Eriksen, der er afdelingschef i Stavanger-rådgivningsfirmaet Asplan Viak.
Haaland stod i spidsen for at evaluere den omfattende udflytning af statslige styrelser i Norge, som har været sat i værk siden 2003. I alt er 800 stillinger blevet flyttet ud af Oslo siden 2003, og yderligere 900 medarbejdere skal flyttes i de kommende år.
Målet med flytningen i Norge var, som i Danmark, at sikre regional udvikling og skabe nye og mere videnstunge arbejdspladser i byerne. Desuden regnede nordmændene med at spare penge på lavere lønninger og husleje uden for hovedstaden.
Men der var ingen besparelse. Faktisk endte det med at koste næsten én million kroner - 930.000 - for hver stilling, der blev rykket ud. Det viser den evaluering, der blev lavet af seks af udflytningerne i 2009.
- Pengene gik til både løntilskud som pendlerordninger og dækning af ekstra lejligheder og til store omkostninger ved rekruttering, og så til nybyggeri, forklarer Lise Haaland.
Medarbejderne flyttede nemlig ikke med ud af Oslo. Særligt de erfarne medarbejdere blev i Oslo, hvor de i en tid med bragende højkonjunktur nemt kunne få et nyt, godt job. Samtidig var det svært at rekruttere nye medarbejdere, og derfor var virksomhederne nødt til i stor stil at lokke med ekstra i lønningsposen. Det var endnu en grund til, at udgifterne blev større end ventet.
På trods af de høje lønninger, var der dog tre år efter udflytningen stadigvæk ubesatte stillinger i flere af styrelserne.
- Det betød at vigtige samfundsopgaver blev svækket i den periode. Det vigtigste redskab, virksomhederne har, er jo medarbejderne og deres kompetencer. Vores undersøgelser viste, at noget erfaring var gået tabt, og at det var mærkbart for styrelserne, siger Lise Haaland.
Endelig viser de norske erfaringer, at gevinsten for de byer, der fik styrelserne, var relativt små. De fik de ekstra arbejdspladser, der var i styrelserne, men den afledte vækst, der skulle brede sig som ringe i vandet, udeblev.