Da efterårssæsonen 19. juli sidste år var ni minutter gammel, scorede Morten Nordstrand sit første superligamål nogensinde. 22 minutter senere scorede han sit andet. Siden har han ikke kigget sig tilbage. I alt 10 scoringer har FC Nordsjællands bomber på kappen indtil videre.
Er selv overrasket
»Det er selvfølgelig fedt. Et eller andet sted troede jeg på, at jeg kunne begå mig, men at det er gået, som det er gået, har da overrasket mig. Men jeg er også kommet ind på et hold, der kører godt,« siger han beskedent.
Den 23-årige angriber har dog ikke tænkt sig at stoppe her. For mere vil have mere:
»Jeg vil gerne blive topscorer i superligaen, men hvor mange mål der skal til, det er svært at sige,« svarer han, da han bliver spurgt om sine personlige ambitioner for foråret.
»Man er jo altid glad for at score. Det er næsten den fedeste fornemmelse, der findes. Det bliver man aldrig træt af,« fortæller Superligaens foreløbige topscorer.