I 2040 kan det være slut med is på Nordpolen i sommermånederne. Det konkluderer en gruppe forskere i en ny rapport, som bygger på beregninger over isens udvikling i Arktis.
Allerede i år er voldsomt meget af isen på Nordpolen smeltet i sommerperioden på grund af det varme vejr. I forhold til den gennemsnitlige mængde is på Nordpolen er der i år mere end tre millioner kvadratkilometer mindre is, hvilket svarer til et område på størrelse med Alaska.
Mængden af is er den fjerdelaveste i de 29 år, forskerne har overvåget Nordpolen med satellit, og kun lidt lavere end bundrekorden sidste år.
Når isen smelter så voldsomt, skaber det en selvforstærkende effekt, fordi vinterkulden aldrig når at genskabe hele ismængden igen, understreger eksperter.
»Iskappen kan nu være klar til at vise en meget hurtig nedgang i fremtiden,« siger klimaekspert Mark Serezze fra University of Colorado til BBC.
De varme sommermåneder har samme effekt på iskappen, som når sneen herhjemme begynder at smelte, og jorden kommer frem under sneen: Jorden tiltrækker sollys, og sneen smelter endnu hurtigere.
»Når isen trækker sig tilbage, transporterer havet mere varme til Arktis, og det åbne vand tiltrækker sollys. Det er et selvforstærkende system, som kan have dramatiske konsekvenser for regionen,« siger klimaforskeren Marika Holland til BBC.
Forskerne kan ikke sige præcis, hvornår Nordpolen kan være isfri om sommeren. En af modellerne viser, at kun en lille mængde is i vandet omkring Grønland og Canada eksisterer i 2040. Den situation mener forskerne ikke har eksisteret i flere hundredetusinde år.