Han lå på gaden med blod i hele ansigtet.
Sådan beskriver en gruppe norske drenge, der lige nu er på ferie i Sunny Beach i Bulgarien, den nordmand, de igår fandt på gaden i feriebyen.
Nordmanden var tilsyneladende blevet slået brutalt ned og han blev straks indlagt på et hospital i Sunny Beach, da han blev fundet. Det norske udenrigsministerium bekræfter overfor Nettavisen.no, at nordmanden er indlagt. Han er uden for livsfare.
Det er endnu uvist, hvad der er sket med nordmanden.
Syv norske drenge, der netop var ankommet sammen til Sunny Beach, fandt ham. Og det ubehagelige fund har fået dem til at overveje deres planlagte 14 dages ferie i Bulgarien.
- Vi overvejer at rejse hjem før tiden. En af mine venner er blevet bestjålet hernede, en anden er blevet stukket med en kniv. Jeg er så frustreret, siger Lars Kristian Løken over telefonen til Nettavisen.no.
I den forgangne uge mistede en 17 årig dansker livet under en pubcrawl i Sunny Beach, mens fire danske piger i løbet af første halvdel af juli er blevet voldtaget i feriebyen.