En nordmand ligger i koma, efter at han har drukket vin, han har købt i Sverige. Manden fik et enkelt glas halvtør hvidvin af mærket Torres San Valentin og faldt om efter fem minutter.
Manden svævede mellem liv og død, da han kom til sygehuset, men hans tilstand er nu forbedret, og han er uden for livsfare.
Norsk politi mistænker, at manden er forgiftet af kaliumcyanid, som lammer åndedrættet.
Det svenske Systembolaget er nu gået i gang med at undersøge vinen, som overvejes at trækkes helt ud af sortimentet.
Det norske Vinmonopolet har efter sagen besluttet helt at standse salget af hvidvinen San Valentin, skriver vg.no.
Vinen er produceret af Miguel Torres.