En 36-årig nordmand erkender at have været i besiddelse af 45 kilo hash, som skulle sejles fra Danmark til Norge søndag aften.
Det oplyser nordmanden selv i Retten i Hjørring, hvor han lige nu fremstilles i grundlovsforhør, skriver eb.dk.
Den 36-årige blev anholdt søndag aften, da det kom til skyderi mellem politiet og tre formodede hashsmuglere.
Aktionen kostede en 49-årig nordmand livet, mens en 27-årig nordmand blev ramt af skud i brystet. Han er uden for livsfare, men må fremstilles i grundlovsforhøret uden selv at være til stede.
Desuden blev en PET-mand fra aktionsstyrken skudt to gange i lysken. Også han er uden for livsfare.
I forbindelse med aktionen beslaglagde politiet 250 kilo hash, men den 36-årige nordmand ville altså kun erkende besiddelse af 45 kilo.
Det var efter begæring fra det norske politi, at deres danske kolleger stod klar på havnen i Ålbæk mellem Skagen og Frederikshavn søndag aften, da en motorbåd kom fra Norge for at hente hash.
Men det gik galt, da en af nordmændene åbnede ild mod politifolkene, som skød igen.
/ritzau/