De var agenter på en opgave i junglen i Den Demokratiske Republik Congo, da det gik galt en skæbnesvanger aften for ni år siden.
Sådan lyder forklaringen fra nordmanden Joshua French, som sad fængslet i otte år for drab i DRCongo, om hans og vennen Tjostolv Molands tur til det afrikanske land.
De to nordmænd blev i 2009 pågrebet og mistænkt for drabet på chaufføren Abedi Kasongo i 2009. Moland blev fundet død i sin fængselscelle i 2013.
Joshua French kom hjem til Norge for ni måneder siden, og i et interview med NRK fortæller han sin version af de dramatiske begivenheder i den afrikanske jungle.
French siger, at de to nordmænd havde en aftale om at møde nogen, da deres chauffør blev skudt. De var havnet i en fælde, mener han.
De blev anholdt af det congolesiske militær, og de blev fængslet.
- Vi var så absolut ikke på en drengetur. Vi var der på vegne af nogen. Vi skulle løse en opgave, før vi skulle rejse ud af landet igen. Det var formålet med hele turen. Opgaven, som vi skulle løse, var forbundet med lav risiko. Vi troede, at det skulle forløbe nemt, siger French.
Moland og French sad i en bil sammen med chaufføren Abedi Kasongo og de to andre mænd Kasimu Aradjabu og Kepo Ailo.
De var kørt fra Kisangani og nået 109 kilometer øst for byen, da nordmændene bad Kasongo om at stoppe bilen.
Tidligere har nordmændene ellers sagt, at det var congoleserne, sad bad om at få stoppet bilen. Men det var det ikke, hævder French nu.
- Vi stoppede, fordi vi skulle møde nogen. Så blev vi beskudt af folk, som kan have været regeringssoldater, siger French.
Der blev ifølge nordmanden skudt op i luften.
- Det var nok advarselsskud, for at vi skulle holde stille. Men vi havde også våben med, og Tjostolv løsnede skud. Det blev besvaret, og chaufføren blev ramt, siger Joshua French.
Han siger, at den congolesiske efterretningstjeneste formentlig har holdt øje med dem, da de kendte til den mødeaftale, som French hævder, at de to nordmænd havde.
Det ville ikke give mening, hvis de skulle have skudt deres egen chauffør, argumenterer han.
- Det havde vi jo ingen grund til at gøre. Der er intet motiv overhovedet. Man skulle være selvmordstruet for at gøre det, for der var jo bare denne ene vej. Vi var langt inde i landet, og vi havde ingen mulighed for at komme væk, siger French.
Nordmanden mener, at Abedi Kasongo blev et uskyldigt offer.
/ritzau/NTB