Det skulle være en hyggelig frokost med et dejligt glas æblemost til. Men for et par i den norske by Tromsø udviklede frokosten sig til en uventet brandert.
»Flasken lugtede mistænkeligt meget af gær,« fortæller Johnny Lauritzen til Aftenposten.
Han skulle nyde æblesaften sammen med Lone Jørgensen, der havde købt flasken i Obs i Tromsø kort før jul. De syntes, at mosten smagte lidt som æblecider, og de blev mistænksomme efter blot et par slurke af den gule drik. Parret hentede resolut et alkometer og blæste i det afslørende instrument. Apparatet viste, at parret havde en alkoholpromille på 2,4.
»Havde vi ikke opdaget det, kunne vi være blevet taget af politiet og have mistet kørekortet,« siger Lone Jørgensen til den norske avis.
Salgslederen i Obs i Tromsø siger til Aftenposten, at flaskerne nu er trukket tilbage fra hylderne. Han har ikke modtaget andre klager over den stærke æblemost.