Advokaten til de to drabsdømte nordmænd, 28-årige Tjostolv Moland og 27-årige Joshua Frenchs, som lige nu sidder fængslet i Congo for drab, afviser at anke dommen.
I stedet vil han fokusere på at få de to udleveret til Norge, hvor det så måske kan komme på tale, at de nordmænd kommer for en norsk dommer, skriver den norske avis Aftenposten.
Morten Furuholmen er udnævnt som nordmændenes advokat efter en anonym giver donerede penge til juridisk bistand til Moland og French. Nordmændene har indtil nu været repræsenteret af to congolesiske advokater.
Tjostolv Moland og Joshua French blev den 8. september fundet skyldige i drab på en congolesisk chauffør, drabsforsøg, væbnet røveri og forsøg på at danne et kriminelt forbund i Congo.
De har begge under hele retssagen nægtet sig skyldige.