Undskyld, men har I set vores spillere?
Til formiddag er det forventet, at Nordkorea vil afholde en pressekonference. I følge nyhedsbureauet AP vil det nordkoreanske hold blive spurgt til den mærkelige holdliste, de afleverede inden kampen mod Brasilien.
Her var Nordkoreas bruttotrup pludselig barberet ned fra 23 til 19 mand.
Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor spillerne ikke var på holdlisten, og hvorfor den skulle rettes i sidste øjeblik.
Men der spekuleres i øjeblikket i, at de kan være flygtet fra den nordkoreanske lejr.
De fraværende spillere er angriberen An Choi Hyok, målmanden Kim Myong Won samt de to midtbanespillere Kim Kyong Il og Pak Sung Hyok.
Nordkorea tabte sin første kamp 2-1 til Brasilien, mens holdet på mandag skal tørne ud mod Portugal.