Han mistede livet i forsøget på at desertere fra det nordkoreanske militær, da hans jagerfly styrtede ned.
Planen var at nå til Rusland, men han styrtede ned i Kina. Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap ifølge BBC.
Styrtet fandt sted tirsdag eftermiddag i Liaoning-provinsen i Kina. Det er langt fra et enestående tilfælde, at en nordkoreaner forsøger at undslippe det totalitære styre i Nordkorea under Kim Jong-il.
Men det er yderst sjældent, at man ser forsøget gjort med fly og det regnes for at være noget af en pinlig affære for styret i Pyongyang.
Ud fra billeder af flyet, taget af lokale i nedstyrtningsområdet, vurderer militære eksperter ifølge BBC, at der er tale om et MIG-15 fly, som blev brugt under Koreakrigen fra 1950-1953.
Nord- og Sydkorea er formelt stadig i krig, men der har ikke været kampe siden en våbenhvile blev indgået i 1953. Stadig regnes området mellem de to stater som det mest militarisede område i verden.