Ved de såkaldte sekspartsforhandlinger om den anspændte situation med de nordkoreanske atomvåben, blev der mandag nået et vigtigt mål: Nordkorea vil lukke sit atomvåbenprogram mod at få energi fra udlandet, oplyser CNN.
Den amerikanske chefforhandler Christopher Hill siger, at USA vil give en endnu ikke specificeret mængde energi til Nordkorea som en del af handlen.
»Vi mener, at der er tale om en fremragende, fremragende aftale,« siger Hill.
Aftalen skal dog endeligt godkendes af regeringerne i USA, Kina, Sydkorea, Japan, Rusland og Nordkorea, som udgør de seks parter i forhandlingerne.
Ifølge Christopher Hill havde amerikanerne smidt alt, hvad de havde at tilbyde nordkoreanerne på bordet, og derfor blev nordkoreanerne nødt til at bestemme sig for, om man ville lave en aftale eller ej.