På trods af isnende kulde mellem de to landes regeringer har det hermetisk lukkede Nordkorea nu sagt ja tak til at mødes med nødhjælpsorganisationer fra Sydkorea.
Det oplyser myndighederne i Sydkorea.
Nordkoreas velvilje til at mødes med naboerne i syd skyldes, at landet har været ramt af enorme oversvømmelser denne sommer, der har dræbt mindst 169, mens over 212.000 er blevet hjemløse i det i forvejen fattige og sult-truede land.
Selve mødet skal finde sted fredag i den sydlige nordkoreanske by Kaesong, der ligger tæt på grænsen til Sydkorea.
Byen har i mange år været et populært turistmål for sydkoreanere, og den har været med til at styrke det meget anspændte forhold mellem de to lande. Men byen er isoleret fra resten af landet og har ingen lokale indbyggere - ud over særligt udvalgte arbejdere.
Det er myndighederne i Nordkorea, som ved lov skal godkende al kontakt over grænsen til Sydkorea, der har godkendt, at fire sydkoreanske nødhjælpsarbejdere kan få lov til at komme ind i landet.
Relationen på tværs af grænsen har ellers været iskold i mange år - og den er blevet værre de seneste måneder, hvor Nordkorea har truet med "hellig krig" mod Sydkoreas konservative regering for påståede fornærmelser og komplot mod Nordkorea.
Sydkoreanernes håb er, at de får tilladelse til at sende mad og andre fornødenheder ind til Nordkorea før høstfestlighederne Chuseok, der finder sted fra den 29. september til den 1. oktober.
I februar lykkedes det USA at lave en aftale med Nordkorea om at sende 240.000 ton mad ind i landet mod, at Nordkorea lod være med at teste sine atommissiler.
Men den plan blev skrottet, da Nordkorea sendte en raket op i april - efter sigende fordi den skulle bringe en satellit i kredsløb.
/ritzau/AFP