Nordkorea har sat sine væbnede styrker i højeste beredskab.
Det gør de som reaktion på en militærøvelse, som nabolandet Sydkorea holder sammen med USA.
Derfor er nordkoreanerne klar, hvis USA og Sydkorea prøver noget de kommende dage.
Samtidig udtrykker amerikanerne bekymring for en civil satellitopsending, Nordkorea har planlagt inden for de kommende dage. Fra amerikansk side frygter man nemlig, at satellitten slet ikke er fredelig, men vil blive brugt som skalkeskjul for et angreb mod landets naboer.
I en meddelelse fra Nordkoreas centrale nyhedstjeneste lyder der således et hårdt angreb mod USA og Sydkorea.
"Vi vil gengælde enhver indgriben i vores fredelige satellitprogram. Nedskydning af vores satellit vil resultere i krig," refererer BBC det nordkoreanske nyhedsbureau.