Nordkorea vil uden varsel beskyde Sydkorea, hvis flyveblade, der kritiserer det kommunistiske regime, droppes over nordkoreansk område.
Det meddeler det nordkoreanske militær via nyhedsbureauet KCNA.
Flyveblade sendes over grænsen af organisationer i Sydkorea, der fører kampagne mod Nordkorea, men regeringen har ikke andel i det.
I truslen fra nord hedder det, at et "nådesløst militært angreb" uden varsel vil blive iværksat, hvis flyveblade kastes ned over Nordkorea mandag.
Samtidig advares nordkoreanske borgere i de områder, hvor flyvebladene skal nedkastes, til at lade sig "evakuere som forberedelse på mulige ødelæggelser".
Nord- og Sydkorea har aldrig formelt afsluttet krigen mellem de to lande fra 1950 til 1953.
Kilde: Reuters