En mediekrig er startet mellem Nordkorea og Australien.
Nordkoreas statsejede nyhedsbureau, KCNA, raser over, at den australske gratisavis mX i en oversigt over OL's medaljevindere har kaldt den kommunistiske diktaturstat for "Naughty Korea" (Uartige Korea, red.).
I samme oversigt figurerer det demokratiske Sydkorea under navnet "Nice Korea" (Pæne Korea, red.).
Nyhedsbureauet kalder avisens opførsel for "beskidt".
- Det her er nærmest ren mobning, som er meget tæt på at være i strid med den olympiske ånd, hvad angår solidaritet, venskab og fremgang, skriver KCNA.
Men den australske avis fortsætter ufortrødent. På onsdagens forside mere end hentyder avisen i et ordspil til Nordkoreas besiddelse af atomvåben, og bladrer man i avisen, kommer læserne frem til et stort Nordkorea-opslag.
- Nordkorea har mX i sigtekornet, skriver avisen i opslaget, hvor Nordkoreas leder Kim Jong-Un figurerer sammen med en masse jokes om landets atomprogram.
Men avisen understreger samtidig, at der udelukkende er tale om en spøg.
- mX er bredt kendt for sin uhøjtidelige tilgang til nyheder, og OL i London bliver også behandlet på den måde.
- Syd- og Nordkorea lå på henholdsvis fjerde- og femtepladsen på medaljeranglisten, og vi tænkte, det ville være en sjov og harmløs måde at skelne imellem de to, og også en måde at vise, hvordan den vestlige verden ser på de to lande, skriver avisen.
/ritzau/AFP