Nordkorea og USA genoptager forhandlinger

Nordkorea og USA er blevet enige om at forsøge sig med nye forhandlinger om Nordkoreas atomprogram.

Nordkorea har sagt ja til at deltage i nye sekspartsforhandlinger om landets atomprogram. Det oplyser den amerikanske udsending, viceudenrigsminister Christoher Hill, ifølge Reuters.

Den nordkoreanske viceudenrigsminister, Kim Kye-qwan, har de seneste dage i Berlin holdt møder med sin amerikanske modpart om Nordkoreas atomprogram, og fredag kunne han samle op på diskussionerne:

»Møderne blev holdt i en positiv og oprigtig atmosfære, og vi kom frem til en vis aftale,« fortæller han til journalister.

Christopher Hill afviser dog, at der er lavet en egentlig aftale mellem de to lande.

»Jeg ved ikke, hvad han hentyder til. Jeg vil gerne understrege, at forhandlingerne om Nordkoreas atomprogram finder sted ved sekspartsmøderne,« sagde Hill fredag på et pressemøde.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.