For en sjælden gangs skyld har Nordkorea inviteret deres naboer mod syd til et møde. Derfor er en sydkoreansk delegation draget nordpå til mødestedet i den fælles industrizone, Kaesong, der ligger lidt nord for den stærkt bevogtede grænse.
Mødet finder sted i dag, men hvad det mere konkret kommer til handle om, står ikke klart. Men Nordkorea har angiveligt en vigtig meddelelse.
Muligvis drejer mødet sig om en sydkoreansk ansat i Kaesong, der er tilbageholdt i Nordkorea, da han har snakket grimt om den nordkoreanske regering.
For tiden har Nordkorea ellers nok at se til. Forhandlingerne med en række stormagter om deres omdiskuterede atomprogram rykker sig ikke meget, og landet har for nylig smidt de internationale atomobservatører ud.