Nordkorea kræver, at USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, udelukkes fra de foreløbig strandede forhandlinger om atomnedrustning.
Pompeo afsporer forhandlingerne, lyder det fra Nordkoreas udenrigsministerium ifølge det nationale nyhedsbureau KCNA.
Man behøver fra USA en person, der er "mere omhyggelig og moden", siger Kwon Jong-gun, der leder USA-kontoret i det nordkoreanske udenrigsministerium.
Et topmøde i Vietnam mellem præsident Donald Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, endte helt uden resultater tidligere i år.
De to havde deres første møde sidste år i Singapore. Dengang kaldte Trump det et stort gennembrud. Det førte ikke til i konkrete aftaler, men en vag erklæring om, at målet er en atomvåbenfri koreansk halvø.
Pompeo har været en nøglefigur fra amerikansk side i forhandlingerne med Nordkorea.
- Jeg ønsker, at vores modpart i dialogen ikke er Pompeo, men en person, som er mere omhyggelig og moden i måden at kommunikere med os på, siger Kwon.
Det er ikke første gang, Nordkorea retter kritik mod Pompeo. Da han i juli sidste år mødtes med nordkoreanske embedsmænd i hovedstaden Pyongyang, blev han efterfølgende kritiseret for sin "gangsterlignende" måde at argumentere på.
Pompeo havde insisteret på, at Nordkorea frivilligt går med til at fjerne alle sine atomvåben.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP