Det dårlige naboskab mellem Nord- og Sydkorea spidser til i disse timer.
Nordkorea har netop erklæret, at landet er klar til "hellig krig," og lederen af landets militær, Kim Yong-chun, har samtidig henvist til landets meget omtalte atomvåben.
Det sker imens Sydkorea gennemfører en storstilet militærøvelse nær den hårdt bevogtede grænse.
"De revolutionære styrker fra Folkets Demokratiske Republik Korea er til enhver tid klar til at gennemføre en retfærdig hellig krig på koreansk manér, hvor vi benytter atomvåben som afskrækkelse," udtaler Kim Yong-chun ifølge det statslige nordkoreanske nyhedsbureau.
Det står hen i det uvisse, hvad den militære leder mener, når han taler om hellig krig.
Forholdet mellem de to lande er blevet markant forværret siden Nordkorea bombede en mindre ø i november. Angrebet kostede fire mennesker livet.
Sydkorea har erklæret, at landet vil svare igen prompte, skulle Nordkorea igen angribe.
Kilde: BBC