Iskold luft mellem Nordkorea og resten af verden blev fredag afløst af mildere vinde.
Den første dag af de genoptagede sekspartsforhandlinger om Nordkoreas atomvåbenprogram bød nemlig på flere kompromiser og løfter om samarbejde, skriver Reuters.
Forhandlere fra Nordkorea, USA, Japan, Kina, Sydkorea og Rusland er i weekenden samlet i den kinesiske hovedstad Beijing for at finde en løsning på striden med Nordkorea.
Noget til gengæld
Landet testede i efteråret en atombombe, og det fik det internationale samfund til at straffe det i forvejen fattige land med sanktioner og kræve et stop for Nordkoreas atomvåbenprogram. Nordkorea krævede på den anden side, at sanktionerne blev løftet for overhovedet at ville tale om sagen.
Nu tyder alt på, at parterne er ved at blive enige om en aftale, der medfører, at Nordkorea dropper sit atomvåbenprogram inden for to måneder.
»Jeg vil sige, at vi kom rimelig nemt igennem nogle af de sværere dele,« sagde USA’s chefforhandler Christopher Hill fredag, men tilføjede, at der stadig er visse uenigheder at slås med.
Japans chefforhandler Kenichiro Sasae sagde på en pressekonference efter forhandlingsrundens første dag, at en færdig aftale ikke er lige om hjørnet. Men han understregede, at alle lande gør en reel indsats for at nå til enighed.
Ifølge Reuters skal Nordkorea have energi og økonomisk bistand fra det internationale samfund til gengæld for at skrinlægge det frygtede atomvåbenprogram.