Trods trusler fra ærkefjenden mod nord fortsætter Sydkorea sine militærøvelser som planlagt.
USA og Sydkorea gennemførte i dag en planlagt militærøvelse sammen. Og de to lande fortsætter ufortrødent sine militærøvelser i farvandet omkring den koreanske halvø. Det skriver CNN.
Øvelserne skal foregå på Det Gule Hav, men ikke i nærheden af øen Yeonpyeong, der i sidste uge blev ramt af nordkoreanske bomber. Ved øvelserne bruger militæret skarp ammunition.
Træningen har til formål at sikre de skibe, der færdes i området. Og der er flere øvelser på vej.
"Vi har talt med USA om at udføre flere militærøvelser sammen for at forberede os på en begrænset provokation fra fjendens side," siger oberst Kim Young-cheol fra det sydkoreanske militær til CNN.
Den nyhed får dog en tvivlsom velkomst af naboen mod nord.
"Hvis USA og Sydkoreas krigs-lignende styrker skyder så meget som én granat ind på Nordkoreas territorium, vil de betale dyrt for det," lyder truslen i det statsstyrede nyhedsbureau KCNA.
Kilde: CNN