Styret i hovedstaden Pyongyang gør endnu engang klar til at affyre en af Nordkoreas omstridte raketter.
Landets rumfartsmyndigheder afslører, at missilforsøget vil finde sted mellem 10. og 22. december. En beslutning, som vækker vrede i både Sydkorea og USA.
Det amerikanske udenrigsministerium mener, at raketopsendelsen er "meget provokerende" og vil ødelægge freden i regionen.
- At afsætte knappe ressourcer til at udvikle atomvåben og langtrækkende missiler vil kun yderligere isolere og forarme Nordkorea, siger talsmand Victoria Nuland.
Militæret i nabolandet Japan gør klar til at skyde raketten ned, hvis den flyver ind over japansk territorium.
Udmeldingen fra de nordkoreanske myndigheder afslutter ugers spekulationer om landets raketplaner. For få dage siden viste satellitbilleder øget aktivitet på en raketbase.
Nordkorea menes at være i gang med udvikle et langdistancemissil, men landets militær har aldrig haft succes med at teste våbnet.
Da Nordkorea i april uden held forsøgte at affyre en raket, som angiveligt var et forsøg på at sætte en satellit i kredsløb i rummet, brølede hele verden mod Pyongyang.
USA og FN fordømte forsøget, som de mente var en skjult test af de langdistanceraketter, som Nordkorea ikke må fremstille ifølge FN-resolutionerne.
På 100-års-dagen for Nordkoreas grundlægger Kim Il-sungs fødsel senere i april spillede landet igen med de militære muskler.
I en militærparade fremviste styret raketter, og omverdenen gisnede: Var der tale om de frygtede langdistancemissiler? Men vestlige militæranalytikere og FN-eksperter fastslog senere, at raketterne blot var modeller.
Magthaverne i Nordkorea hævdede nogle måneder efter, at landet var i besiddelse af langdistanceraketter, som er i stand til at ramme fastlandet i USA.
/ritzau/AFP