Nordkorea er tilsyneladende ved at lægge sig ud med store dele af det internationale samfund. Landet har i hvert fald foretaget endnu en prøveaffyring af en raket, oplyser det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.
Den internationale fordømmelse har ellers været massiv, efter at Nordkorea først lavede en prøvesprængning af et atomvåben mandag og efterfølgende affyrede nogle raketter tirsdag.
Situationen har fået medlemmerne af FN's sikkerhedsråd til at reagere, og de var i aftes samlet i New York for at drøfte en resolutionstekst som reaktion på de nordkoreanske prøvespringninger. De kunne dog ikke umiddelbart nå til enighed.
"Vores drøftelser og overvejelser vil tage tid," sagde USA's FN-ambassadør Susan Rice.
Det var Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer samt medlemmer fra Japan og Sydkorea, der deltog i mødet.