Spækkerhuggeren, der i løbet af weekenden flere gange slog med halen nær Jyllands kyster, er død. Den tre meter lange spækhuggerunge strandede i løbet af weekenden flere gange ved kyster i Nordjylland – senest søndag eftermiddag. Trods Falcks forsøg på at få dyret bugseret tilbage i vandet overlevede det 300 kilo tunge pattedyr ikke.
Dermed blev spækhuggeren nummer 38 i rækken, som har måtte lade livet på en dansk kyststrækning siden 1679. Sidst en spækhugger strandede og døde i Danmark var i 1995 på Mandø.
Vildtkonsulent Peter Have fra Skov- og Naturstyrelsen var søndag med til at få spækhuggeren tilbage på rette køl, men allerede om aftenen var han meget i tvivl, om dyret ville overleve. Den ville nemlig ikke svømme væk fra kysten.
»Vi skulle nok have forkortet lidelserne ved at aflive den. Måske er det misforstået dyregodhed, at vi trækker et forventet resultat i halvandet døgn,« siger Peter Have.
Hvad der var årsagen til, at spækhuggeren døde er endnu uvist.
Men Peter Have har et bud:
»Måske skyldes det, at dens stedsans var i udu, eller måske kunne den mærke, at den ikke havde det godt,« siger Peter Have.
Spækhuggeren bliver tirsdag kørt til Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor biologer skal obducere den. Men inden der skal skæres i dyret, bliver det lagt på is og vist frem for publikum indtil lørdag.